og restauranten et par timer, blev jeg anbragt ved et bord, klar til frokost. Det var nok her, jeg blev konfronteret med dagens største udfordring. At sidde på en restaurant med michelin-stjerne og spise alene. Men udstyret med Bo Bechs indlæg fra Politikken "Alkymisten" gik jeg til bords og det skulle vise sigat blive en meget speciel oplevelse. Så speciel, at min nervøsitet over at spise alene, genertheden over de andre gæsters blikke, snart blev afløst af fascination og undren. For ind kom den ene lille fine ret efter den anden.Som at sidde og se en forestilling passere. Tjenere komme ind med retter, små kunstværker på tallerkner, vin der blev hældt op, tallerkener der blev båret ud, nye retter ind, ny vin, brød.... Alt i mens jeg sad med min avis "Alkymisten" og prøvede at blive klog på det hele.
Det faktum, at jeg sad alene og ikke havde nogle at dele oplevelsen med, gjorde kun det hele endnu mere intenst. Som en slags fordybelse, hvor alle indtryk og oplevelser blev endnu mere intense fordi jeg ikke blev forstyrret af andre end tjenerne, som uden de store ord, bragte nye retter til bordet.Snobberiet omkring molekylær gastronomi udeblev, istedet oplevede jeg humor og afslappethed. Har faktisk sjældent følt mig så afslappet og underholdt på en restaurant. Det hele emmede af en koks evne til at lege og flytte grænser. Og på et tidspunkt, blev min grænse i den grad flyttet. En stor skål med svampesuppe blev serveret, med den besked, at jeg skulle drikke af skålen. (Det var på det tidspunkt, at jeg var overbevist om, at nu stod hele køkkenpersonalet og grinede af mig og at jeg efter måltidet ville få at vide, at det var en joke. Først senere, da jeg så den film, som jeg henviser til senere i denne tekst, var jeg overbevist om, at den var god nok. Suppen var en helt reel del af menuen)
