Af Claus Meyer
Mine somre i Smålandshavet /Lolland, Falster, Fejø og Lilleø
Lolland og Falster, Fejø og Lilleø er idylliske øer i det sydlige Danmark. De er præget af en kulturhistorie med landbrugets tydelige spor. Det ses på landskabets store åbne marker, digerne langs kysterne, de store skovarealer, de mange historiske slotte og herregårde mv. På øerne viser landbruget sig som et traditionsrigt erhverv, der værner om de gode råvarer
Lolland og Falster, Fejø og Lilleø er idylliske øer i det sydlige Danmark. De er præget af en kulturhistorie med landbrugets tydelige spor. Det ses på landskabets store åbne marker, digerne langs kysterne, de store skovarealer, de mange historiske slotte og herregårde mv. På øerne viser landbruget sig som et traditionsrigt erhverv, der værner om de gode råvarer
Sukkerroeproduktionen fylder godt i landskabet på Lolland-Falster. Den begyndte, da englænderne under Napoleonskrigene i 1807 blokerede handelsruterne til det europæiske fastland og dermed lukkede for sukkerimporten fra de oversøiske områder. Nu synger produktionen nok på sit sidste vers, fordi den er afhængig af en toldmur, som holder billigt sukkerrørssukker ude af Europa i strid med det stigende krav om international frihandel.
Det betyder, at noget af Danmarks bedste landbrugsjord skal lægges om til anden drift. Her kunne de mange mindre producenter af fremragende lokale fødevarer komme til at spille en vigtig rolle. Glem ikke, at øerne på grund af deres særlige klimatiske forhold har været Danmarks betydeligste leverandører af sten- og kernefrugt i mere end 100 år.
En lolliks kærlighed til frugt
Jeg er født og opvokset på Lolland og gik i gymnasiet på Falster. Hele min slægt er fra egnen. Når mit første ambitiøse forædlingsprojekt blev fremstilling af æbleeddike, tror jeg, at det ikke kun skyldtes min fornemmelse for et uudnyttet potentiale, men også en barndom i Danmarks frugthave.
Min far gemte sig i kirsebærtræet i haven på Kildegårdsvej i Sundby, da min 19-årige mor skulle meddele sine forældre, at hun ventede mig. Her sad han i trækronen, kun et par og tyve år gammel, i sine korte bukser og trøstespiste store, sorte sødkirsebær, mens han frygtede min bedstefar, Anker Clausens, reaktion.
Jeg voksede op i en kultur, hvor det var helt almindeligt at tilbringe aftenerne på frugtrov i de større haver i nabolaget. Det var et udtryk for manglende ambitioner i frugtspisning, hvis man ikke var blevet beskudt med salthagl fra en luftbøsse et par gange på en måned. Sammen med mine kammerater tjente jeg til ferier, sport, tant og fjas hos de lokale frugtavlere. Om sommeren plukkede jeg jordbær og kirsebær og satte jordbærstiklinger, og om efteråret kunne man tjene en skilling ved at plukke æbler i weekenden.
Frugten fra erhvervsplantagerne smagte mig dog aldrig lige så godt som den, vi stjal i haverne. Det var nok også, fordi man ud over at gå ned i kadence følte, at man åd sine lommepenge.
Jeg gik i gang med eddiken i 1998. Et par år senere var jeg på min første studietur til bødkerne og eddikemagerne i Modena med italieneren Carlo Meroli som tolk og støttepædagog. Det gav mig for alvor blod på tanden. I gamle bøger fra regionen kunne vi læse, hvordan det omkring år 1900 var almindelig skik og brug at fremstille den lækreste balsamicoeddike af æbler og pærer: Aceto Balsamico Tradizionale. Nu var der ingen vej tilbage. Senere samme forår headhuntede jeg amatørgastronomen, laboranten og den prisbelønnede kogebogsforfatter Andreas Harder, som inden længe kunne skrive eddikemester på sit visitkort.
Jeg gjorde det klart under hans ansættelsessamtale, at vi var fælles om et projekt, der bestod i at lagre eddiker på træfade i mange år, og at forretningen ville give underskud en årrække. Ingen udsigt til eksorbitante lønstigninger. Jeg spurgte, om der i øvrigt var noget, der ville glæde ham i jobbet. ”At vi havde vores egen frugtplantage,” svarede han. Jeg kan huske, at jeg smilede, for jeg drømte i virkeligheden om det samme. ”Inden for to år,” svarede jeg. Det gav vi hinanden håndslag på. Men vi havde ikke forestillet os, at vi mindre end et år senere havde købt Vigmosegaard på Lilleø nord for Lollands kyst samtidigt med, at den første årgang af vores 1 års balsamiske æble- og blommeeddiker (fremstillet af andres menneskers frugt) kom på gaden.
