Vores forhold til svinekød er dybt modsætningsfyldt. Det står vores hjerter nært og kan tilberedes til guddommelighed og er på samme tid dybt forkætret. Svinets to modsatte roller ses tydeligt i vores kultur og religion. Dels som ophøjet frugtbarhedssymbol og dels et værre svin, uciviliseret og styret af umiddelbare drifter af alle slags. Vores had/kærlighedsforhold til svinet er også lyslevende i det danske sprog: et værre svin, dumme svin, svineri. Men også i udtrykket en glad gris, og en middag med hele svineriet er ikke nogen dårlig middag.
Bortset fra visse primater findes der ingen dyr, som i deres indre minder så meget om os selv som grisen. Mange dyreadfærdsforskere kategoriserer desuden grisen som det fjerde mest intelligente pattedyr – efter mennesket, chimpansen og delfinen. Grisen er fantastisk lærenem, formentlig mere lærenem end hunden, og beskrives af griseelskere, der har holdt dem som kæledyr, som ”et to-årigt barn”.
I middelalderen og fremefter var der grise alle vegne. Så mange, at de blev et problem i byerne. I Københavns arkiver ligger der utallige forordninger om at begrænse svineholdet. Man var f.eks. nødt til at lægge riste ved indgangen til kirkegårdene for at forhindre løsgående svin i at komme ind og rode i jorden. Stanken var dengang som nu en plage.
Samtidig har grisen ændret udseende. I midten af 1900-tallet var stort set samtlige danske grise af arten Dansk Landrace. Det hed sig, at det var verdens bedste griserace, og det var den, der lagde grunden til eksportsuccesen Danish bacon. Dagens griseracer er toptunede krydsninger af racer med navne som Yorkshire, Landrace eller Duroc. De er længere og mere kødfulde, vokser hurtigere, spiser mindre foder, er i brunst hurtigere og hyppigere, og de føder flere og større kuld om året.
