Jeg ved ikke, hvad I selv mener om de øl, vi har drukket til frokost. Objektivt vurderet virker det, med al mulig respekt for udmærkede øl som Gamle Carlsberg, Carlsberg 47 og Master Brew, som om Carlsberg kun beskæftiger sig med, hvordan man med de lavest mulige omkostninger kan lave de mindst dårlige øl. Og det har jo indtil for nyligt været en meget god forretning.
Jeg mener imidlertid, at tiden er kommet, hvor man på bryggerierne bør diskutere de spørgsmål, der ikke artikuleres når man har medvind. Er det ikke frustrerende at bruge sine kræfter på at holde øllet nede og på at holde andres øl ude? Hvilken mening giver det at sætte næsten 85 brygmestre til at lede efter øllets fejl uden samtidig at bede dem beskrive øllets skønhed?
Er der nogen grundlæggende fornuft i at lave så ordinære øl, at man er nødt til at bruge et trecifret millionbeløb på markedsføring - alene på hjemmemarkedet - blot for at holde dem i spil, hvis man ikke samtidig forsøger at lave øl, der smager så godt, at de udover at sælge sig selv også til en vis grad sælger de andre?
Vinens verden fortæller sin tydelige historie om potentielle priser for guddommelige safter. Der eksisterer ingen reel øvre grænse for, hvor meget en flaske vin må koste. Og sådan forholder det sig også med øllet!
Det er ikke muligt at argumentere for, at vinen er en mere ædel eller kultiveret drik end øllet. Man kan ikke med rimelighed hævde, at vin skulle egne sig bedre til avancerede spise– og nydelsessituationer. At det alligevel er vin, vi drikker, når vi skal fejre noget stort eller nyde et godt måltid mad, selv i de nordiske lande som ikke har traditioner for vinfremstilling, skyldes bryggerierne, branchestrukturerne og bryggestrategierne … men sgu ikke øllet.
Store mejerier og store bryggerier har alle nødvendige forudsætninger for at lave de allerstørste, i betydningen mest komplekse, oste og øl. Men de har samtidig, efter alt at dømme, enorme problemer med små mængder, med at springe over hvor gærdet er højest, når det blot er for, at vi andre, mod en passende betaling, kan få lov til at høre englene synge.
For fem år siden troede MD Foods, at man kunne fortsætte sine rationaliseringer af mælkeproduktionen ved at sælge stadigt ældre mælk under den stadigt mere dubiøse betegnelse ”frisk”. Små marginale mejerier som Thiese og Øllingegård, der nægtede at lade sig lukke, tvang MD til den erkendelse, at også mælken kan differentieres. For nylig har Magasin smidt MD’s mælk ud af butikkerne og sælger nu kun mælk fra Grambogård i Tommerup. Mange flere liter end før og til en langt højere literpris. Og her snakker vi jo ikke engang om avanceret nydelse. I løbet af de næste par år vil vi se MD Foods påbegynde osteproduktion af råmælk. Og hvem ved, måske begynder de en dag at lave ost af upasteuriseret mælk på et genåbnet gårdmejeri. Jeg mener det er højst sandsynligt, hvis vi bare er nogle få, der tror på det.
Gevalia, Kraft, Freia, Marabou, Nestlé og DKK troede, at de kunne dele kaffemarkedet mellem sig ved at sælge kaffen så billigt, at ingen andre kunne være med. De overså blot, at nogle forbrugere gerne vil have lov til at betale tusinde kroner kiloet for deres kaffe, og at andre forbrugere inspireret heraf også begynder at sætte pris på den fremragende kaffes kvaliteter. Single origin kaffe, enkeltfarmskaffer som dem I smagte i morges, og specialristede kaffer har på få år erobret 18% af hele det amerikanske kaffemarked. Ingen ved, hvor det ender. Man kunne ikke holde kaffen nede. Sådan vil det også gå i Skandinavien. Bare i Oslo er der åbnet 25 mindre kaffebarer og specialkaffehuse på under to år.
