Rejseberetninger

Maldiverne

Den perfekte tropeø
Af Claus Meyer
 
At komme fra København til Male Lufthavn er ikke særlig festligt, men de sidste 30 minutter af rejsen til Soneva Fushi Resort foregik i vandflyver, og de gjorde indtryk på os. Den nordlige ”Baa Atoll” er en af i alt 19 grupper af 1190 bitte små øer fordelt udover et 800 km langt område, der udgør Maldiverne i det Syd-Indiske Ocean tæt på ækvator. På trods af at øerne dækker et samlet område på over 100.000 km2, udgør det samlede landfaste areal knap 300 km2, hvilket svarer nogenlunde til Langeland. Fra luften antog havet de smukkest tænkelige turkise nuancer, som en gigantisk svimmingpool fyldt med minimale koralrev, laguner, pletvise palmetræer og lejlighedsvise spor af menneskelig aktivitet.
 

Flyveren landede ved en ca. 3 x 4 meter stor platform i træ, der lå og flød midt i havet, men alligevel kun 10 minutters sejlads i speedbåd fra Soneva Fushi på den tropiske paradisø Kunfunadhoo. Vi var godt gennemtæskede af rejsen fra Europa til Ækvator. Da vores host – sådan omtales alle medarbejdere på Soneva Fushi – afklædte os vores fodtøj og strømper var min første indskydelse, at der var tale om en slags symbolsk underkastelse. Som med det meste andet skulle det hurtigt vise sig at være en mere intelligent forklaring. Vi blev modtaget på badebroen af den australske køkkenchef Ashley Goddard og straks fulgt hen til vores egen butler Mr Friday (det kunne også have været en Mrs. Friday), Fathi, hvorefter han med det samme og uden nogen form for check-in procedure tog børnene i hånden og fulgte os ned til vores private bungalow. Fathi forklarede, at alle områder hvor man færdes på øen er dækket af sand. ”I får ikke brug før for jeres fodtøj, før I går ombord på vandflyveren igen om otte dage. Vi har en talemåde”, sagde Fathi, ”leave only footprints when you depart.”

 
Egentlig skulle vi have været på skiferie. De store børn er glade for slalom, og jeg løber Vasaloppet hvert år den første søndag i marts. Løbet er 90 km langt og foregår uden ophold, så det er praktisk med nogle kilomenter i benene… Jeg havde pønset på at lokke min familie med til Lapland i Finland, hvor man kunne sove i Iglo, stå slalom, langrend eller smide sig på slæb efter rensdyr, gå på opdagelse i det finske køkken, varme sig i saunaer og nyde aftenerne foran pejsen i træhytter bygget i fuldtømmer. Vi har en datter på to og en fjerde på vej, hvilket min hustru, ikke uventet, brugte imod mig som argument for at fravælge 16 graders frost og i stedet søge mod varmere himmelstrøg. Da en smuttur til Gran Canaria bestilt 10 dage før uge syv, udover at indebære et ufrivilligt ophold på seks timer i Madrid lufthavn begge veje, ville koste 20.000 + hotel og forplejning, var det, at jeg kom i tanke om en stående invitation til at være gæstekok på Sonevafushi. Allerede da jeg fik invitationen, havde jeg meddelt, at jeg kendte mange, der havde større evner ud i ledelsen af et ambitiøst a la carte køkken på en tropeø end jeg, og at jeg, hvis jeg kom til Maldiverne med min familie i øvrigt langt fra havde tænkt mig at tilbringe hele ugen i køkkenet. Ingen af delene lod til at ryste ledelsen. Tilbuddet stod stadig ved magt, og det lykkedes os på fire dage at skrue en fornuftig rejseplan sammen.
 
Allerede da vi sejlede ind mod øen, undrede det mig, at det var svært at få øje på bygninger af nogen art eller tegn på liv for den sags skyld. Sonevafushi er dækket af regnskov, og kun de allermest nødvendige træer og grene i en passende højde er fjernet for at gøre plads til stier, huse og restaurantområder, spa, gym, dykkecenter mv. På trods af at øen med sine 1400 x 400 meter er en af Maldivernes største, er der kun lidt over 50 gæsteboliger, og da de, ligesom personaleområdet, er gemt for hinanden af den tætte bevoksning – ingen bygninger rager op over trækronerne - har man for det meste fornemmelsen af at være alene i junglen i sin lille bungalow med udendørs karbad og brusebad og en baghave - som i realiteten er et pænt stykke strand ud til det indiske ocean. Op imod 100 forskellige træer og buske vokser i junglen, og mere end 50 af dem finder anvendelse som byggematerialer, krydderier eller i helseøjemed. Koralrevet går hele vejen rundt om øen og har med verdens tætteste koncentration af fisk i alle verdens farver og afskygninger. Seks steder har lokale dykkere ved håndkraft fjernet en 3 meter bred bræmme af koralrevet for at muliggøre sejlads og uhindret svømning på tværs af revet. Hvis ikke man går rundt på sine bare fødder, færdes man på de håndbyggede cykler, der udleveres ved ankomsten. De findes i forskellige størrelser, nogle af dem med tre hjul og et lille lad. Cyklernes sadler og pedaler er beklædt med stof, så man sidder blødt og ikke slider unødigt på sine fødder. Der findes et par helt små åbne, lydløse vogne, men ellers ingen motoriserede køretøjer, og det er med til at forklare, hvorfor duftbilledet på øen hele tiden trænger sig mere på end lydbilledet. Særligt om aftenen, hvor stierne kun er meget diskret oplyste og luften helt mild, er det eventyragtigt at bevæge sig rundt i junglen.
 
Hjemmefra havde jeg læst om miljøvenlighed og økologiske grøntsager og Six Sense gruppens forestillinger om menneskers sanser, balance og wellness, og jeg var nok en smule skeptisk. Jeg har aldrig dyrket komplicerede massageformer eller homøopatiske teer og særegne urteudtræk i forventning i om at blive mere vital. Vi bestilte ikke desto mindre alle tid til en introduktionsmassage. Dels var der tale om en gave alle gæster modtager, dels ville det være at fornægte hele tanken med stedet, hvis ikke jeg gjorde det, og endelig havde vi jo oceaner af vidunderlig tid sammen.
 
Spacentret lå som et andet massagetempel forenden af en snirklet sti, diskret foldet ud på et ukurant stykke junglejord, der var bygget rundt om de store træer og de kvitterede nu med skygge. Vi blev mødt med meget stor mildhed, sødme, ømhed og omsorg for vores velbefindende. Der var fine ritualer med te, frugt og varme dampende servietter både før og efter massagen. Et par af os fik Thai, resten fik svensk. Viola Filippa på 2 ½ rokkede noget uroligt på briksen til at begynde med, men da hun først blev ”grounded” (jeg havde sendt barnets moder udenfor døren), blev hun fuldstændigt mild og gik næsten over i en tranceagtig tilstand efter 20 minutters følsom berøring af hovedbund, ansigt og skuldre. Jeg skulle tale længe til hende, før hun på spørgsmålet om jeg måtte massere hende en anden gang nikkede saligt. Elvira på otte sagde, at med den oplevelse så gjordet det ikke længere noget, at der ikke var nogen ”Kids Club”. Det var simpelthen så godt, at vi alle sammen var nødt til at komme igen, og det var sikkert også meningen. Jeg valgte nu en klassisk Tatsu massage. Jeg kunne også have valgt en Sonevafushi signaturemassage; firehånds, synkroniseret, full-body med aromaer, lyde og hele svineriet eller en halvanden times seance med diamant– og rubinolier. Massøren lignende en thailandsk udgave af Joaquin Phønix, men han mindede også med sin stemmeføring og let feminine antrit om en parisisk bøsse, der uden voldsomt held havde prøvet at forføre mig for 20 år siden. Jeg havde det psykisk dårligt ved tanken om, at han om lidt skulle ligge oppe på ryggen af mig og bore sine albuer ind i mit kød, men i det kølige rum, til lyden af rislende vand og fornemmelsen af junglen gennem panoravinduerne, lykkedes mig at slappe fuldstændigt af, så det næsten skar i kroppen, da han pludselig sagde, at nu var det forbi.
Sonevafushi blev af det dagsordensættende rejsemagasin Condenaste i 2000 kåret til verdens bedste hotel/resort af alle i verden, og så sent som i 2004 blev det kåret som nummer ni på samme liste og nummer to på listen over de bedste hoteller i Afrika/Indiske Ocean/Mellemøsten. Man kunne derfor forvente, at en af de internationale toparkitekter med speciale i de såkaldte ”Boutiques Hotels” havde været forbi med sine håndlangere og genkendelige løsninger. Men det har han ikke, det skulle da lige være for at få inspiration.

Gulvene er af olieret (plantage)teak, tagbeklædningen af sammenvævede, indtørrede palmeblade, skålen med knust is er en kokosskal, telefaxen kommer i meget smukke, massive forarbejdede rør fra en kæmpe bambusart, hvis navn jeg har glemt. Møblerne og sengene er bygget af lokale snedkere i pinje– og palmetræ, bambus og telegraph poles. På samme måde er lamper og lampeskærme, menukortomslag, afskiltning, nøgleholdere, ja stort set alt hvad der kan ses og røres fremstillet af lokale materialer, af lokale håndværkere i overensstemmelse med traditionelle maldiviske teknikker. Al skiltning på øen er simple træskilte, hvor teksten er brændt i træet. Regnskovstræ er bandlyst, skildpaddeskjold, koraler og formelle luksusmaterialer ser man intet af. Al papir er lavet af gamle aviser dækker af rispapir. Sonevafushi virker på en gang meget oprindelig og forekommer alligevel designet ned i den mindste detalje med både følsomhed, humor og oprigtighed.

 
Der står en kvinde bag og hun er svensk. Eva Malmstøm var international topmodel i begyndelsen af 80’erne. Hun lancerede et succesfuldt tøjmærke i Paris og mødte i Frankrig Sonu Shivdasani, der efter nogle års erfaring i den nigeriansk baserede familievirksomhed (de ejer stadig Ch. Galoupet i Provence og computer distribution) havde taget en B.A. i engelsk litteratur på Oxford. De forelskede sig ved første øjekast dybt i hinanden. Han tog hende til Goa for at gøre indtryk på hende. Hun kunne ikke fordrage Goa og tog ham så til Maldiverne, hvor hun var kommet som model. Han kunne godt se hendes pointe. Efter et par års drømme, overvejelser og tilløb leasede de øen Kunfunadhoo af regeringen i 25 år ,og i 1995 var Sonevafushi klar til at modtage sine første gæster. Siden er Soneva Gill kommet til, to nye Sonevas åbner i 2006, de har etableret Evason Hideaways, Evason Resorts, oprettet Six Senses Spas og beskæftiger i dag i alt knap 3000 mennesker.
 
En morgen jeg løb rundt på øen ad de kringlede skyggefulde stier, kom jeg forbi et tillukket område på vel 80 x 80 meter. Det viste sig at være en økologisk grøntsagshave. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan man fjerner træerne og alle deres rødder og forarbejder jorden, så man i denne hede kan dyrke grøntsager med et rimeligt udbytte, men da jeg trådte indenfor, kunne jeg se, at det var lykkedes forbilledligt. Det væltede formeligt op med alverdens salater, mandshøje basilikumbuske (6 varianter), spinat i mange farver, kæmpe bede med estragon, fennikel og citrongræs der udover anvendelsen i maden blev brugt til at parfumere linned og vådeservietter. Ashley, som havde ansvaret for køkkenhaven, fortalte mig, at de høstede seks gange på et år, og at haven hver måned leverede grønt til en værdi af 10.000 US $. Takket være kompostering af alt madaffald var de 80% selvforsynende med gødning. Behøver jeg tilføje, at den frokost de maldiviske kokke lavede til os inde i haven over åben ild af havens grøntsager var næsten bevægende god?
 
Hvis man da ikke lige spiser i grøntsagshaven eller får sin morgenmad serveret på værelset, eller ønsker at indtaget måltidet alene med sine nærmeste på en 40 meter lang og 10 meter bred permanent sandbanke i det indiske ocean eller bare på en øde ø i nærheden, så spiser man sine måltider under 20 meter høje palmer i sandet, hvor hovedrestauranten med dens træfyrede stenovn og isbaren ligger. Hvis man da ikke vælger at nyde aftensmåltidet ved borde kun oplyst af stearinlys på den modsatte side af øen helt nede i strandkanten. Her skal der reserveres bord. Der er kun fyrre pladser, men heldigvis flere før middagen, hvor man kan forsøde livet med vidunderlige cocktails, mens man ser en af verdens smukkeste solnedgange.
 
Morgenmaden på Sonevafushi er på mit livs top tre. Sonevafushi har Mitterands tidligere bager ansat som ansvarlig for fremstilling af croissanter, mandelcroissanter, briocher, rosinbrød, chokoladebrød, ja bagværk i det hele taget. Det kan man godt smage (ungerne nægtede at spise morgenmad i flyet på vejen hjem!). Buffeten bugner desuden af hjemmelavet marmelade, charcuterivarer, asiatiske morgengmadssupper og friske eksotiske frugter, der udskæres i takt med at man peger på dem. Man kan bestille cirka 10 forskellige æggeretter ligesom forskellige slags pandekager, vafler, grøntsags– og frugtjuicer, smoothies, kaffe og te fra et omfattende a la carte kort. Ikke bare morgenmadsbuffeten, men også hele a la carte delen er i øvrigt inklusive i prisen for en bungalow, der starter ved 500 US$.
 
Køkkenchef og F&B manager Ashley Goddard har mere end 100 køkkenfolk omkring. Han har sammensat et meget stort menukort, der spænder fra det nye asiatiske køkken til det moderne australske. Det er ikke Michelinmad, men hvem pokker har også lyst til det her. Til gengæld er maden sensuel, overrumplende, uhøjtidelig, og skal vi ikke bare sig i grove træk helt vidunderlig. Desuden får kokkene lov til at lave de ting, de hver for sig er gode til – på den måde rammer man i løbet af en uge ind i små forunderlige retter fra Sri Lanka, Thailand, Indien, Maldiverne, Afrika og hvor kokkene nu ellers stammer fra. Hvis det ikke er godt nok, kan man også få kokkene til at lave præcist det, man vil have. De har tid både tid og lyst til at tale med dig.
 
Sonevafushi forsynes med fisk fra otte både, der kun fanger med line og krog. Tunen er den bedste, jeg har fået i mit liv, men også wahoo’en og den såkaldte ”jobfish” smagte ualmindeligt godt. Kødet er frilands fra Australien. Vi spiste retter som citrongræslasagne med økologiske grøntsager og kokosnød-bechamelsauce, tun sashimi, sprøde ruller med madbananer, hummer og macadamianødder, salat af mango, rejer, frisk koriander og avocado-vinaigrette, tun carpaccio med rød chilisalsa og karamelliseret mango, velouté af søde kartofler, kokos og trøfler, oksemørbrad med basilikum gnocchi og grillet peberfrugtsalsa og en masse andet. Hvis vi ikke var helt lykkelige for dagens udbud af desserter, var det betryggende at vide, at Maldivernes største udbud af is findes her (mere end 60 forskellige slags), og savner man en smag, så laver de den bare.
 
Den ene aften prøvede vi Sonevafushis ”In Villa Dining” koncept. Mens vi snorklede ude på revet ved syvtiden og nød solen lægge an til at gå ned, blev der stillet en stor grill op i sandet foran terrassen, en tjener i hvidt kom og dækkede bord. Da mørket faldt på, blev der tændt levende lys rundt omkring i ”haven”. Det så vidunderligt ud og duftede også sådan. Vi havde valgt skalddyrs barbecue og havde ladet os friste af menuens tilbud om 5-6 skalddyrs antipasti først. Efter at have nippet til de bugnende fade med småretter var jeg lettere rystet over at se fade med i alt otte hele hummere, store skiver tunfisk, fiskekebabspyd, marinerede kongerejer og andre ting jeg nu har glemt - nok 4-5 kilo i alt + diverse grøntsager og kolde saucer og dips. Det er muligvis mig, der er noget galt med, men tanken om spildet gjorde det oprigtigt talt svært for mig at nyde den ellers glimrende mad. Heldigvis var det det eneste eksempel på misforstået storsind eller ”uintelligent luksus”, vi oplevede hele ugen.
 
Mens jeg skriver disse linier og tænker tilbage, bliver jeg en anelse vemodig. Ungerne sagde på vejen hjem og gentager det tit, at det, fraregnet vores somre i Småland, var den bedste ferie de nogensinde havde haft. De elskede den måde, vi var sammen på. Ingen uoverskuelige smutture til suspekte loppemarkeder, fødevaretorve eller nærliggende bjergbyer. Ingen opvask. Og hvad skal man med Kids Club, hvis man kan hænge halvanden time over verdens bedste morgenmad med sin mor, far og søskende, bade fra sin egen strand, snorkle og se på fisk i alle farver, få massage, slappe af, sove så længe man vil, lege med de vilde-tamme kaniner der er overalt på øen, se på kamæloner og cykle ad kringlede junglestier uden farlige dyr, spise tropiske frugter i en 230 HK motorbåd og vride sig af grin over at se sin far blive smidt i vandet fra vandskiene den ene gang efter den anden (og klappe og være stolt da han pludselig blev stående otte minutter i træk).
Da vi skulle til at rejse hjem, spurgte jeg en af vores værter, om de aldrig blev trætte af at alle de her gæster som kom og forsvandt igen. Hun svarede kort, men tilsyneladende ikke for sjov ”aldrig, og vi beder for Jeres lykke hver dag”. Hvad mere kan man ønske sig. Langrendsterræn måske? Jeg havde taget min rulleski med - velvidende at chancerne for at de ville fungere på sand i junglen var små, men minsandten om der ikke lige var en strækning på 1200 meter, der egner sig fortrinligt til dobbelte stavtag i højt tempo.
 
Antallet af glade mennesker med bare tæer gjorde indtryk på os. Vi så på intet tidspunkt gucci gejl eller blot det mindst antræk til formaliseret påklædning eller selvfedhed af nogen slags. Jeg aner ikke, hvem der boede i den presidentielle villa, og jeg kunne i hvert fald ikke regne det ud ved at se på folk. Vi talte ikke meget med andre – sludrede lidt på vej til eller fra måltiderne og hilste indforstået. når vi mødte nogen rundt omkring. Sådan gjorde de fleste. Vi kom måske ikke samme sted fra, men vi havde fundet den samme skat.
 
Et sted som Soneva Fushi fungerer kun, hvis personalet og værterne har det godt og arbejder godt sammen. Vi så på intet tidspunkt en leder tale hårdt til en underordnet. I det hele taget så vi stort set aldrig nogen udstikke ordrer, men vi så hver dag ansatte smile sammen, når de hjalp hinanden med at løse en opgave. Det var som om, at alle kendte deres arbejdsrum og deres succeskriterier. Om aftenen var der fodboldkampe. Tjenere mod kokke. Gartnere mod rengøringsfolk. Vi kunne forstå, at både løn og arbejdstider var bedre, end hvad de ansatte havde krav på. Mange af de 300 ansatte havde været med siden begyndelsen, og de fleste havde været der i mindst fem år. Det var straks sværere med stillingerne som køkkenchef, spachef, chefsommelier og den administrative ledelse. Stillingerne har for det meste været besat af europæere eller australiere, som sjældent har holdt mere end to år. I virkeligheden giver det nok mindre uro, at det er chefen, der skal videre og ikke brigadens lavere hierarkier. Under alle omstændigheder står det nedfældet i SF’s handlingsplan, at alle ledende poster, som konsekvens af omfattende træningssystemer, inden udgangen af 2015 skal være besat af lokale. En smuk tanke - lad os håbe det lykkes.
 
Jeg havde den Sri Lankanske souschef, Ranewadan og hans nærmeste medarbejdere til at hjælpe mig med det måltid, jeg skulle stå for dagen før vores afrejse, og jeg var imponeret over spændevidden i hans, såvel som stabens, repertoire. Måltidet kom til at tage sig sådan ud: Rødbeder ”bloody mary style”, Tun med vild fennikel og yoghurt; senneps– og peberrodsgravad wahoo med tomatgele og mandelmayonnaise; kartoffelpizzaer og lun kartoffelsalat med brødkrumme, rucola og basilikum; græskarsuppe på lys hummerbisque med citrongræs og kokos, hummersalat ”on the side”; Rød snapper stegt på skindsiden med marinerede rødbeder, spinatsalat og lun rødbede-sesam vinaigrette; lammeskanke braiseret med safran, ingefær og mynte, gulerods cous cous med kardemomme og de lange maldiviske pinjekerner. Desserten blev til rødgrød med kokos og vanillemælk efterfulgt af ananas tarte tatin med is parfumeret med lokale pebersorter og ananasslush.
 
For at det ikke skulle være løgn, ankom Sonu og Eva til øen netop den dag, hvor jeg stod for aftensmåltidet. De anende selvfølgelig ikke, at det jeg pludselig var kommet til øen og skulle være gæstekok selv samme aften, men da de hørte det, ville de under ingen omstændigheder have, at jeg skulle stå i køkkenet hele aftenen, vi skulle spise sammen med dem og et par af deres venner. Sådan gik det til, at vi pludselig sad ved havet og spiste aftensmad sammen med Adam & Eva med de bare tæer stukket dybt ned i sandet og skønne vine under næsen. Jeg var lidt nervøs i starten, men maden kom frem, som jeg havde håbet på. De sagde, at de meget godt kunne lide maden, så det valgte jeg at stole på. Jeg spurgte dem, og det mente jeg ganske alvorligt, hvornår vi så fik en Soneva i Skandinavien. Det måtte vi snakke om, sagde Sonu. Hvis jeg en dag har kræfterne, tager jeg ham på ordet.
 
Da vi sejlede bort, sad en fransk kvinde overfor os med hovedet hvilende på sin mands skulder. Hun smilede sagligt og kiggede mod horisonten, da hun sagde til sin mand: ”Jeg vil gøre hvad som helst for at komme tilbage hertil, om jeg så skal leje ungerne ud til børnearbejde.” Børnene grinede, da jeg oversatte lidt senere. Vi kan også godt lide nogle steder, hvor der er mange mennesker på mindre plads, men der er slet ingen tvivl om, at vi må tilbage til Sonevafushi igen. Som en anden kvinde sagde, ”at kalde Sonevafushi den perfekte tropeø må kandidere til årets største underdrivelse.”
  • Tip en ven
  • Print
Claus Meyer Logo


Luk

Meyers| Kattegatvej 53 2100 København Ø
Dwarf