Fuldstændig som i arkitekturen, filmens og modens verden er der imidlertid de seneste år opstået en modbevægelse mod manglen på gastronomiske ambitioner. Både på Grønland og Færøerne er der åbnet restauranter, der anvender de traditionelle råvarer og tilberedningsmetoder i en moderne gastronomisk form. Rygterne om en kulinarisk revolution i Reykjavik har spredt sig, danske, svenske, norske og finske kokke placerer sig fornemt i internationale konkurrencer, og i dag er der ikke tvivl om, at de bedste nordiske restauranter er på højde med de bedste sydeuropæiske. Det nordiske hverdagskøkken halter imidlertid stadig og man savner gastronomiske ambitioner hos toneangivende institutioner og organisationer.
Der eksisterer en overflod af fænomenale nordiske råvarer med samme kvaliteter i munden som kaviar, trøfler og andre delikatesser, men som tydeligvis ikke nyder samme status i vores kultur. De prissættes derfor ikke på samme niveau. Måske fordi vi ikke har formået at forædle, forarbejde, kokkerere og formidle historien om disse råvarer, så deres gastronomiske kvaliteter er gjort tilgængelige og blevet en central del af vores kulinariske selvforståelse.
I flæng kunne man nævne det islandske surmælksprodukt skyr, de færøske hestemuslinger og dybhavskrabber, det grønlandske rensdyr og moskusoksen, det halve hundrede vildtvoksende bær i de finske og norske skove, svampene, de svenske multebær, elsdyret, fiskene og skaldyrene der fanges i norden, eller de særlige varianter af rødder, løg, kål, urter, korn og kernefrugter, som takket være vores klima, og planternes egenart, kan opnå en enestående velsmag.
