Er du en dygtig og engageret kok, der brænder for godt madhåndværk og for at formidle din viden og kunnen til andre? Vil du være med til at forløse potentialet hos en udsat gruppe mennesker? Hvis svarene er ja, så er en stilling som undervisningskok i Meyers Madhus måske det rigtige for dig.
Om Meyers Madhus:
Meyers Madhus, stiftet i 1999 af Claus Meyer, er et dynamisk samlingssted for madentusiaster, dygtige kokke og andre fagfolk, der ønsker at udvikle vores fælles madkultur.
Vores mission er at styrke madkulturen overalt, hvor vi kan bidrage til det. Vores tilgang er præget af de værdier, der knytter sig til bevægelsen om det Ny Nordiske Køkken –og frem for alt at lave og formidle forrygende mad, der smager af sæsonen, og det landskab, vi befinder os i.
Vores aktiviteter er mange: vi underviser private og virksomheder, udgiver kogebøger, arbejder for at skabe sociale forandringer med mad og måltider som middel og afholder madfestivaler og events, blandt meget andet.
Din stilling:
Kernen i dit arbejde vil være at undervise på vores kokkeskoler i tre sjællandske fængsler. Som en naturlig del af dette vil du også have med udvikling af menuer, opskrifter og andet undervisningsmateriale at gøre. Du vil også komme til at undervise på vores madlavningskurser og teambuildings i Meyers Madhus, og evt. også vores tilbud til børn, Kulinarisk Fritidsordning –alt dette som del af vores team af dygtige kokke.
Hvorfor søge?
Fængslernes kokkeskoler er en del af et meget ambitiøst resocialiseringsprojekt, der ikke er set i Danmark før, hvor vi med kokkefaglig undervisning af høj kvalitet arbejder for at åbne døre for de indsatte til et liv med beskæftigelse og uden kriminalitet. Vores samarbejde med de indsatte er positivt og konstruktivt, og kokkeskolerne er behagelige, sikre og inspirerende arbejdspladser, hvor du har en mulighed for at gøre en stor forskel. Se link med mere information om projektet længere nede.
Meyers Madhus er et inspirerende hus i konstant faglig udvikling, hvor vi løbende er engageret i nye projekter,fra kogebøger til forskningsprojekter, og hvor vi jævnligt får besøg af stjerner fra den internationale madscene. Så selvom undervisningen i fængslerne er din kerneopgave, vil du også, alt efter interesse og kompetencer, kunne få en rolle i husets andre projekter. Dette vil give dig værdifulde erfaringer og bredde i dine kompetencer. Også indholdet i vores undervisning er stærkt varieret, og du vil derfor få mulighed for at blive lært op i nye discipliner, som fx bagning på forskellige niveauer.
Vi er en familievenlig arbejdsplads med et godt arbejdsmiljø, som lægger vægt på at give vores medarbejdere gode udviklingsmuligheder.
Din profil:
· Du er en god formidler og kan lide at undervise, både i én til én-situationer og i større forsamlinger.
· Du er en dygtig og ambitiøs, faglært kok, og du brænder for dit fag og for fortsat at udvikle dig
· Du har en positiv og løsningsorienteret indstilling, som kan smitte af på kursister og kolleger.
· Du hviler i dig selv, er imødekommende og har generelt gode sociale egenskaber.
· Du har en ren straffeattest (et krav for undervisning i fængslerne).
· Du har gode engelskkundskaber.
· Du har kørekort.
· Studentereksamen, pædagogikum eller lignende er en fordel, men ikke en nødvendighed.
Sådan søger du
Send en kortfattet ansøgning med CV til bf@meyersmadhus.dk eller send din ansøgning med posten til:
Meyers Madhus A/S, Nørrebrogade 52 C, 2200 København N
Ansøgningsfristen er mandag den 3. juni 2013 klokken 12:00
Stillingen besættes fra mandag den 5. august
Kokkeskolerne ligger i Statsfængslet i Vridsløselille (Albertslund), Statsfængslet i Jyderup (Nordvestsjælland) og Københavns Fængsler.
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte faglig chef Bo Frederiksen på telefon 25 10 27 66.