BOLIVIA

Ét land, 36 oprindelige befolkningsgrupper
Bolivia rummer et af de mest kulturelt sammensatte samfund i Sydamerika med 36 oprindelige befolkningsgrupper. 60 procent af befolkningen lever i fattigdom, og især Bolivias oprindelige folk er udsatte. Både de økonomiske ressourcer og landbrugsjorden er ekstremt ulige fordelt mellem landets 9,7 millioner indbyggere. Størstedelen af de oprindelige folk hører til de allerfattigste grupper i landet og har en relativt svag politisk deltagelse. Bolivia har den højeste andel af analfabeter og den laveste gennemsnitlige skolegang i regionen. Især blandt kvinder, oprindelige folk og landbefolkningen er der mange, som ikke kan læse og skrive.
 
Hvorfor lave en madskole i Bolivia?
Bolivia er muligvis Sydamerikas fattigste land, men har også et fantastisk råvaregrundlag, spændende producenter, der spirer op i lokalesamfundene og potentiale for en revitalisering af det etniske, bolivianske køkken. Bolivia er høje, kolde bjerge, varme dale, savanne, skov og regnskov. Her findes verdens største saltslette Salar de Uyuni, og en produktion af bl.a. kaffe, kakao, kartofler i alle afskygninger, sukkerrør, soya, cocablade og bananer – og i øvrigt en stigende økologisk produktion. Bolivias oprindelige folk er bærere af præcolumbianske kulturer med madkulturelle rødder tilbage fra før 1500og Columbus’ opdagelse af Amerika.
 
En chance for succes

Da vi skulle finde ud af, hvor vi havde den bedste mulighed for at hjælpe nogle udsatte unge ved hjælp af vores mad-kunnen, men et andet sted i verden, hvor vilkårene er andre end i Danmark definerede vi disse pejlemærker:

 
De unge:
  • Behov for at sikre en bæredygtig fremtid for en stor gruppe af dårligt stillede unge
  • En stor andel af unge i befolkningen
  • Behov for økonomisk udvikling, men tilstrækkelig økonomisk stabilitet til at uddanne mad-entreprenører, der kan starte egen virksomhed eller få ansættelse i branchen
  • Mulighed for social opstigning
  • En tilstrækkelig læse- og skriveevne til at arbejde med opskrifter i køkkenet, bestillinger i restauranten, regninger på kontoret m.m.
 
Maden:
  • Et rigt råvaregrundlag, en varieret landbrugsproduktion
  • Opblomstring af gode, lokale leverandører
  • En infrastruktur, hvor vi kan få råvarerne frem
  • Et madkulturelt potentiale, hvor vi kan være med til at udvikle det lokale køkkens skønhed og integritet
 
Adgang til lokalsamfundet
  • Relativt stabile politiske og sociale forhold, så vi kan operere i landet og befærdes sikkert
  • Et væsentligt kommercielt vækstpotentiale, herunder et stort og sammensat kundeunderlag
  • Mulighed for at bidrage positivt til den lokale økonomi, bl.a. gennem køb af lokale produkter og services.
  • Engelsk eller spansk som et af de officielle sprog, så vi kan begå os i landet
  • En lokal samarbejdspartner med stærk lokal forankring, fælles visioner og god kemi
 
Udvikling af den lokale madkultur
I dag er der ingen gastronomisk offentlighed, ingen madprogrammer i TV eller madkritikere. Men fremtidsmulighederne i Bolivia afhænger også af bolivianernes forhold til mad: Derfor er vores mål ikke ’bare’ at bekæmpe fattigdom. Vi vil også bekæmpe den moderne madkulturs skyggesider – det vil sige fedme, diabetes 2, overdreven centralisering af produktion, manglende hensyn til naturen, internationale fast food koncepters uddrivelse af den lokale madkultur. Vi vil fremme Bolivias status som madland, og derigennem styrke værdien af fødevareeksporten og turismen.
 
Meyers Madskole skal engagere sig i den lokale madkultur, også i en bredere forstand. Vi skal arbejde for et bæredygtigt landbrug og for at bevare biodiversiteten. Madskolen skal åbne nye markedsmuligheder og udbrede kendskabet til småskala producenter. Den skal formidle perspektiverne i selvforsyning, fremme maddannelse på alle niveauer og bygge bro mellem velsmag og sundhed. Madskolen skal medvirke til at udvikle det bolivianske køkkens skønhed og integritet. Dybest set skal Meyers Madskole kopiere bevægelsen for det ny nordiske køkken i de lande hvor madskolen opererer.
 
Boliviansk køkkensymposium

Melting Pot fonden og IBIS arbejder på, i samarbejde med blandt andet den bolivianske regering, bystyret i La Paz og relevante aktører på landets madscene, at afholde et Boliviansk køkkensymposium, ligeledes i 2012 i forbindelse med skolens åbning. Claus besøgte første gang La Paz i efteråret 2010 og hans mangeårige samarbejdspartner Jan Kragh Jacobsen, der også var med til at lave det nordiske køkkensymposium i 2004, er også med i planlægningen af det bolivianske køkkensymposium og var i Bolivia i sommeren 2011.

  • Tip en ven
  • Print
Claus Meyer Logo


Luk

Meyers| Kattegatvej 53 2100 København Ø
Dwarf